Har du nogensinde tænkt over hvordan et æg bliver til?

Et æg udvikles i æggestokken og æggelederen. Høns har kun én æggestok, i venstre side. Æggestokken hos en høne ligner med sine mange æg på forskellige udviklingstrin, næsten en vindrueklase. Det største antal æggeblommer man indtil nu har fundet i én høne er 3065, og det største antal æg en enkelt høne har lagt i hele sit liv siges at være 1515 i løbet af otte år.

Det tager en høne cirka fireogtyve timer at fremstille et æg. Mindre end en time efter at en høne har lagt et æg, har endnu en æggeblomme nået sin fulde størrelse og består nu af seks lag. Høns er fremavlet fra de vilde forfædre, så de nu kan lægge det ene æg efter det andet uden nogen sinde at have set en hane. Sådan er det ikke altid med andre fugle.

Når først æggeblommen er helt færdigdannet, når den er moden, løsnes den fra æggestokken og glider ned i æggelederen, som består af flere afdelinger. I den første, kaldet infundibulum, bliver ægget befrugtet hvis hønen parrer sig. Æggets ophold i denne del af æggelederen er kun af få minutters varighed. Herfra passerer ægget videre til næste afdeling, magnum. Mens det bevæger sig gennem denne sektion, tilsættes æggehviden lag for lag, fire i alt, en proces der varer cirka fire timer. Men så er ægget også nået frem til tredje afdeling, isthmus, hvor der dannes to hinder, en indre og en ydre hinde, for at holde på æggehviden.

Disse sidste to hinder færdigdannes på omkring en time og ti minutter. Derefter har ægget nået livmoderen eller skalkirtelen, hvor det ligger i henved nitten timer. Da de to hinder lige var dannet, passede de nøjagtigt til ægget, men inden længe udvider de sig, hvorfor de første fem timer i livmoderen går med at udfylde hinderne med vand og mineraler, en proces hvorved ægget „næres“. I de næste fjorten timer dannes det ene lag æggeskal efter det andet, som så til sidst dækkes af overhuden eller „skindet“. Det er det der giver ægget den karakteristiske farve. Så glider ægget ud i vagina og bliver „lagt“ af hønen.

At fremstille æggeskallen er desuden noget der stiller særlige krav til hønen. En læggehønes blod indeholder på et hvilket som helst tidspunkt kun 25 milligram kalk (ikke-æglæggende høns og haner har kun cirka en tredjedel af dette), og dog skal høns mens de producerer æggeskal, bruge 125 milligram i timen. Den resterende mængde kalk får hønen primært gennem det foder den æder. Hvis foderet indeholder for lidt kalk begynder hønen at lægge æg uden skal og holder til sidst helt op med at lægge æg.

Der findes tilskudsfoder i form af foderkalk og knuste østersskaller som bør gives til hønsene så de altid har nok kalk.

INFORMATIONER

Butik
Stærkendevej 137
4000 Roskilde

Telefon
22 366 665

Hjemmeside
dyreriget.dk

 

FIND VEJ

FØLG OS PÅ FACEBOOK